Velkommen, gæst.
 


Statistik
Besøgende i dag: 7
Besøgende i alt: 68132

Design

 » Vedtægter
Vedtægter for Grundejerforeningen Petunia


KAP. 1

FORENINGENSNAVN OG HJEMSTED

§ 1. Foreningens navn er ”Grundejerforeningen Petunia”.

§ 2. Foreningens hjemsted er Skive Kommune. Skive ret er foreningens værneting


KAP. 2

FORENINGENS OMRÅDE OG MEDLEMSKREDS

§ 3 Stk. 1 Foreningens geografiske område er identisk med området for lokalplan nr. 64,
64.1 og 64.3 for Skive Kommune (område i lokalplan nr. for Skive Kommune).

Stk. 2 Byrådet kan efter forhandling med grundejerforeningen opfordre til, at foreningen skal optage medlemmer fra tilgrænsende områder.

Stk. 3 Byrådet kan efter forhandling med grundejerforeningen opfordre til, at foreningen skal slutte sig sammen med en eller flere bestående grundejerforeninger fra tilgrænsende områder.

Stk. 4 Byrådet kan efter forhandling med grundejerforeningen opfordre til, at foreningen skal opdeles i to eller flere selvstændige grundejerforeninger.

§ 4. Grundejerforeningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af ejendomme, som er beliggende indenfor foreningens område.

§ 5.Stk. 1 Foreningens generalforsamling kan efter samme regler, som gælder for
vedtægtsændringer, træffe beslutning om, at foreningens område skal udvides,
således at ejerne af ejendomme, der ligger uden for foreningens område, men
som grænser op til dette, kan optages som medlemmer af foreningen.

At foreningen skal slutte sig sammen med en eller flere bestående grundejerforeninger for tilgrænsende områder.

At foreningen skal opdeles i to eller flere selvstændige grundejerforeninger.

Stk. 2 Generalforsamlingens beslutning kræver byrådets godkendelse.

Stk. 3 Hvis ejendomme, hvorpå der ikke hidtil har hvilet forpligtelse til at være medlem af en grundejerforening, inddrages under foreningens område, skal et således opnået medlemskab være bindende for de fremtidige ejere af de pågældende ejendomme, hvorfor der skal ske tinglysning af servitutbestemmelse herom eller beslutning ved lokalplan.


KAP. 3

FORENINGENS FORMÅL OG OPGAVER

§ 6 Stk. 1 Grundejerforeningen forestår etablering, drift og vedligeholdelse af
fællesarealer i overensstemmelse med lokalplanes bestemmelser og udfører de opgaver, der i øvrigt henlægges til foreningen i medfør af lovgivningen.

Stk. 2 Grundejerforeningen varetager i øvrigt, i overensstemmelse med generalforsamlingsbeslutningen herom, medlemmernes fælles interesser i forbindelse med de under foreningen hørende ejendomme.

Stk. 3 Grundejerforeningen er berettiget til at optage de lån og/eller opkræve de økonomiske midler hos medlemmerne, der er nødvendige for udførslen af foreningens opgaver.

§ 7 Grundejerforeningen er uafhængig af partipolitiske interesser.


KAP. 4

MEDLEMMERNES FORHOLD TIL FORENINGEN

§ 8 Stk. 1 Generalforsamlingen afgør, i hvilket omfang finansiering og administrationen af
de til foreningen henlagte opgaver alene skal ske ved opkrævning hos de enkelte medlemmer eller tillige ved optagelse af lån.

Stk. 2 Det enkelte medlem er pligtig til at betale de til enhver tid af generalforsamlingen fastsatte bidrag.

Stk. 3 Ved ikke rettidig betaling af skyldige beløb skal det pågældende medlem ikke alene betale alle med inddrivelsens forbundne omkostninger, men tillige et beløb svarende til enhver tid værende procesrente af det skyldige beløb. Endvidere betales rykkergebyr med kr. 50,00 pr. rykker udover første rykker.

Stk. 4 Et medlem, der er i restance til foreningen, har ikke stemmeret på generalforsamlingen, ligesom medlemmet ikke kan vælges til et tillidshverv i foreningen.

§ 9 Stk. 1 Et medlem betaler bidrag for hver ejendom, medlemmet ejer, fra det tidspunkt,
hvor der er pligt til at være medlem af foreningen.

Stk. 2 Hvis der på en ejendom er indrettet to eller flere selvstændige boligenheder,
betales dog et bidrag for hver boligenhed.

Stk. 3 Med mindre generalforsamlingen bestemmer andet, skal der betales lige store bidrag for alle ejendomme og boligenheder.

Stk. 4 Generalforsamlingen kan fastsætte et specielt bidrag (indskud), der skal betales for ejendomme og boligenheder, når bidragspligt indtræder efter foreningens stiftelse.

§ 10 Stk. 1 I forhold til tredjemand hæfter medlemmer ikke for foreningens forpligtelser
med andet end deres andel af foreningens formue-

Stk. 2 I forhold til foreningen hæfter medlemmerne personligt og pro rata, hvilket
også skal gælde for tab, som foreningen har på enkelte medlemmer.

Stk. 3 Det enkelte medlem er endvidere efter generalforsamlingens beslutning pligtig
at stille sikkerhed for foreningens til enhver tid værende krav mod medlemmet.

§ 11 Stk. 1 Når et medlem overdrager sin ejendom eller på anden måde ophører med at være ejer af denne, er vedkommende fra dette tidspunkt ophørt med at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue.

Stk. 2 Den nye ejer indtræder i ejers rettigheder og forpligtelser overfor foreningen, idet den tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for eventuelle restancer overfor foreningen, indtil den ny ejer har berigtiget restancerne og overtaget forpligtelserne.

Stk. 3 Både den tidligere og den nye ejer er pligtig at anmelde ejerskifte til foreningen og i forbindelse hermed oplyse den nye ejers navn og bopæl, samt den tidligere ejers nye bopæl.

§ 12 Stk. 1 Et medlem har på generalforsamlingen to stemmer for hvert bidrag, der er pålagt medlemmet.

Stk. 2 Såfremt bidragene er forskellige, afgør generalforsamlingen, hvilke konsekvenser dette skal have for stemmeretten.

Stk. 3 Såfremt en andelsbolig- eller en ejerlejlighedsforening er medlem af grundejerforeningen, råder den pågældende forening over 2 stemmer for hver boligenhed, der er pålagt bidrag til grundejerforeningen. Stemmeretten skal udøves af indehaverne af de enkelte boligenheder.


KAP. 5

FORENINGENS LEDELSE OG ADMINISTRATION

§ 13 Stk. 1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Stk. 2 Medlemmer af ejernes husstand, lejere eller andre brugere af ejendomme indenfor grundejerforeningens område har adgang til at overvære generalforsamlingen, med mindre generalforsamlingen beslutter andet. Det samme gælder for repræsentanter for kommunen.

§ 14 Stk. 1 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned i Skive Kommune.

Stk. 2 Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem under den i medlemsprotokollen anførte adresse.

Stk. 3 Dagsorden, der fastsættes af bestyrelsen, skal følge med indkaldelsen til generalforsamlingen. Det samme gælder det underskrevne årsregnskab samt forslag til budget for indeværende regnskabsår.

Stk. 4 Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dag før generalforsamlingens afholdelse.

Stk. 5 Spørgsmål, der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.

Stk. 6 På den ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:

1) Valg af dirigent.
2) Bestyrelsens beretning om det forløbne år.
3) Aflæggelse af regnskab, underskrevet af revisor og bestyrelsen.
4) Rettidige indkomne forslag fra medlemmerne.
5) Vedtagelse af budget og fastlæggelse af bidrag og eventuelt indskud.
6) Valg af bestyrelse samt suppleanter.
7) Valg af revisor.
8) Eventuelt.

Under ”eventuelt” kan der ikke sættes forslag under afstemning.

§ 15 Stk.1 Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme varsel som den ordinære, afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt eller skriftlig begæring herom til bestyrelsen af mindst ¼ af foreningens medlemmer, der ikke er i restance til foreningen. I begæringen skal dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling angives.

Stk. 2 Når begæring om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter dennes modtagelse, idet juli måned dog ikke medregnes.

Stk. 3 Hvis ikke mindst 2/3 af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er tilsted på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet af generalforsamlingen.

§ 16 Stk. 1 Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivning. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen, suppleant, kasserer eller revisor for foreningen.

Stk. 2 Stemmeafgivning kan kun ske ved fremmøde på generalforsamlingen, eller ved fuldmagt.

Stk. 3 Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, med mindre vedtægten bestemmer andet. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Blanke stemmer medregnes ikke.

Stk. 4 Over det på generalforsamlingen passerede skal der udarbejdes et referat, der underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende.

Stk. 5 Senest en måned efter generalforsamlingens afholdelse udsendes referatet af bestyrelsen til hvert medlem.

§ 17 Når der på generalforsamlingen er truffet gyldig beslutning om forhold af fælles interesse, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførsel af generalforsamlingens beslutning.

§ 18 Stk. 1 Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig selv.

Stk. 2 Ingen husstand eller boligenhed kan være repræsenteret i bestyrelsen med mere end et medlem.

Stk. 3 Bestyrelsen samt to suppleanter vælges for to år ad gangen. Dog vælges formanden, et bestyrelsesmedlem (der ikke må være kassereren) samt en suppleant første gang for et år.

Stk. 4 Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter at suppleanterne er tiltrådt, bliver mindre end fire, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.

Stk. 5 Når generalforsamlingen har valgt en administrator til at udføre foreningens administrative opgaver, er medlemmer af grundejerforeningen pligtige til at modtage valg som formand og som medlem af bestyrelsen, eller som suppleanter og virke i denne funktion i mindst to år inden for hver femårs periode.

Stk. 6 Bestyrelseshverv er ulønnet, med mindre generalforsamlingen bestemmer andet.

§ 19 Stk. 1 Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed, herunder drift og vedligeholdelse af fællesarealer og udøver de administrative beføjelser, som er henlagt til foreningen.

Stk.2 Generalforsamlingen kan overdrage foreningens administrative opgaver eller dele heraf til en af generalforsamlingen valgt administrator.

Stk. 3 Bestyrelsen er berettiget til at ansætte og bestemme aflønningen m.v. af medarbejdere til at forestå drift og vedligeholdelse af fællesarealer m.v.

Stk. 4 Bestyrelsen afholder møde, så ofte formanden eller to bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt.

Stk. 5 Over det under nødet passerede føres en protokol, der skal underskrives på næstfølgende bestyrelsesmøde.

Stk. 6 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre medlemmer giver møde.

Stk. 7 Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 8 Hvis bestyrelsen har valgt en kasserer, skal denne være kautionsforsikret. Udgifterne hertil afholdes af foreningen.

Stk. 9 Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der skal bestå af foreningens medlemmer udenfor bestyrelsen. Dog skal udvalgsformanden altid være bestyrelsesmedlem, eller suppleant.

§ 20 Foreningen tegnes over for tredjemand af et flertal af bestyrelsen eller af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening.


KAP. 6

REGNSKAB OG REVISION

§ 21 Stk. 1 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Første regnskabsår dog fra foreningens stiftelse og til 31.12.1999.

Stk. 2 Generalforsamlingen vælger en revisor. Genvalg kan finde sted. Revisor skal være statsautoriseret revisor eller registreret revisor.

Stk. 3 Regnskab tilstilles revisor inden d. 12, og skal af denne være revideret såvel talmæssigt som kritisk, så betids, at en ekstrakt med revisionspåtegnelse kan udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen.

§ 22 Stk. 1 Medlemmernes indbetalinger foretages til det sted, som angives af bestyrelsen
eller generalforsamlingen. Foreningens midler indsættes i bank, sparekasse eller på girokonto i foreningens navn.

Stk. 2 Den kontante beholdning må ikke overstige kr. 10.000,00.

Stk. 3 Der hensættes til reetablering af veje og stier et årligt passende beløb efter bestyrelsens beslutning.

Det hensatte beløb spærres i pengeinstitut på særskilt konto og kan alene investeres i danske kreditforenings/statsobligationer med maksimalt 10 års løbetid.

Med mindre generalforsamlingen beslutter andet, skal det hensatte beløb kun kunne frigives mod dokumentation for, at provenuet skal anvendes til reetablering af veje, stier og grønne områder. En frigivelse kræver endvidere en 100 procent enig bestyrelse.


KAP. 7

FORSKELLIGE BESTEMMELSER

§ 23 Fremkommer der spørgsmål, hvorom denne vedtægt intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§ 24 Stk. 1 Generalforsamlingens beslutning om ændring af foreningens vedtægter kræver
2/3 majoritet blandt de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, som dog mindst skal udgøre halvdelen af foreningens medlemmer.

Stk. 2 Er det fornødne antal medlemmer ikke til stede, men mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, indkaldes en ny generalforsamling, der skal afholdes inden en måned. På denne generalforsamling, kan forslaget vedtager, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer uden hensyn til de mødendes tal er for forslaget.

Stk. 3 Ændring af foreningens vedtægter kræver byrådets samtykke.

§ 25 Omkostningerne til foreningens stiftelse afholdes af foreningen.



Således vedtaget på generalforsamlingen den 8.4.1999 med senere ændringer.

Bestyrelsen:

Birgit Bisgaard
Anders Thomsen
Dan Hedberg
Jesper Jensen
Ole Lund.

Som dirigent:
Ole Lund.

(Underskrifter forefindes på originalt dokument)
  © 2005 - 2021 Grundejerforeningen Petunia - webdesign og hosting e-studio.dk Gør til startside  Føj til foretrukne